Hvad er rosé?

Kort fortalt laver man rosé ved at knuse blå druer og lade mosten udbløde med drueskallerne kortvarigt, før man filtrerer mosten fra og gennemfører den alkoholiske gæring i afkølede tanke. Den korte udblødning og gæringen uden skaller sikrer, at der kun udtrækkes en ganske lille smule farve og garvesyre i vinen. Det endelige resultat er normalt en pastelfarvet, forfriskende og ukompliceret drik.

Alligevel er der stor forskel på roséer: Nogle er mørkere i farven, nogle har mere krop og fylde, og nogle er krydrede og komplekse. Lad os undersøge både hvordan dette kan være, og hvordan man finder en rosé-stil, der passer til ens smag og formål.

Hvilke faktorer bestemmer en rosés stil og smag?

Udblødning (macération)

Den tid, som saften tilbringer sammen med drueskaller, kerner og evt. stilke, er helt afgørende for, hvor meget farve, krop og tannin der er i den færdige vin. Nogle af de allerlyseste roséer er lavet med vin de goutte, som er den første saft, der løber fra de friskknuste men upressede druer.

En traditionel men nu sjældent brugt metode kaldes saignée (“åreladning”) på fransk. Her er roséen et biprodukt i fremstillingen af rødvin, da den drænes fra den fra den (med skallerne) gærende most efter en dag eller to for at øge koncentrationen af den resterende vin. Denne type rosé er dybere i farve og typisk højere i alkohol.

Den saft, som man efterfølgende presser ud af druekød og -skaller, indeholder mere farvestof og mere tannin. Nogle gange bruger man denne til at blende med andre vine i roséproduktion, men oftest bruges den til at lave rødvin.

I mere fyldige rosétyper udblødes saften altså med drueskallerne i lidt længere tid, ja måske lader man endda saften gære en smule sammen med skallerne ved en lidt højere temperatur. På den måde tilføres vinen mere farve, tannin og flere smagskomponenter.

Blandingsmetoden

Man kan også lave rosé ved at blande hvidvin med en lille smule rødvin. I EU er denne tilgang kun tilladt i Champagne, og her er den traditionelle produktionsmetode af andre grunde så kompliceret, at emnet kræver sin helt egen artikel! Den tager vi en anden gang. I dyrkningsområder uden for EU bruger man typisk blandingsmetoden til at lave frugtig, simpel og billig rosé.  

Druesorter

Det påvirker selvfølgelig også vinens stil, hvilke druesorter man har brugt i fremstillingen. Blå druesorter med tynde skaller og begrænset farveekstraktion bruges hyppigt til at lave rosé. Grenache skal bruge et varmt og tørt klima for at modne ordentligt, og druen er meget udbredt i Sydfrankrig, Rhônedalen og store dele af Spanien. Den giver rosé, der er lys i farven og relativt høj i alkohol og frugtintensitet. Pinot Noir foretrækker derimod et køligere klima og er populær i Loire og sydlige dele af Tyskland, hvor den typisk giver ganske blege, syredominerede og delikate roséer.

Lagring

Vinmageren har mulighed for at lagre rosévinen, inden den frigives til salg. Men da rosés stærkeste karaktertræk normalt er en kombination af frugt og friskhed, vil man som regel prioritere at få vinen på markedet så hurtigt som muligt. Når det er sagt, så kan mere koncentrerede og kraftige roséer sagtens opnå ønskværdig modning, krydring og kompleksitet ved lagring på nye eller brugte egetræsfade. I Bandol, i det sydligste Frankrig, spiller den tykskallede og rustikke Mourvedre-drue hovedrollen i områdets berømte roséer, og her er fadlagring ganske udbredt. 

Hvilke roséer skal jeg så prøve?

Der laves god rosé over hele verden, men visse regioner skiller sig ud pga. historie, stil og overordnet kvalitetsniveau. Lad os starte med de mest klassiske varianter...

Bandol

Nogle af verdens bedste og dyreste roséer laves i denne region i Provence. Det skoldhede klima gavner modningen af den mørke og rustikke Mourvedre-drue, som normalt spiller hovedrollen her og typisk med opbakning fra mere omgængelige og joviale Grenache. Gassier, Les Malautiers, Bandol er netop sådan et blend. Den har delikate aromaer af hvide blomster men viser på tungen både substans og kompleksitet med flere lag af krydderier, som formentlig er resultatet af lagring på egefade.

Tavel

Denne appellation, som befinder vest for Rône-floden nær Avignon, er fuldstændig helliget fremstillingen af rosé. Områdets ry og historiske anseelse holder prisniveauet oppe og vanskeliggør vinkup. Grenache er hoveddruen her, og stilen er fyldig og frugtig men tør. Maison Tardieu-Laurent, Vieilles Vignes Tavel Rosé er en fin repræsentant for området. Den har aromaer af modne jordbær og hindbær, en fløjlsagtig blødhed og en urtet finish.

Provence

Rosé fra Côtes de Provence og Coteaux d'Aix-en-Provence er en klassisk drik som i århundreder har matchet de lokale retter med fisk, skaldyr, tomat og hvidløg perfekt. Den lyse og forholdsvis lette stil har i nyere tid dog opnået uhørt global popularitet og er blevet en opskrift på succes for roséproducenter over hele verden.

Der er i Provence egentlig tale om store områder med forholdsvis varieret klima, men udtrykket er alligevel ret homogent. Man arbejder med Grencahe og mindre kendte Counoise, høster tidligt og ofte om natten (for at bevare druerne friskhed i de vigtige første timer efter høst) og gærer ved lav temperatur for at fremme vinens frugtige og blomstrede udtryk.

Sainte-Anne fra Château la Tour de l'Evêque er et strålende eksempel på stilen. Næse med røde bær og fersken, høj syre og en eftersmag med en snært af vilde, provencalske urter.

Chiaretto

Chiaretto er et italiensk udtryk for rosé, og vintypen findes både som stille og mousserende. Egentlig er begrebet sammenligneligt med det engelske “claret”, altså en meget lys rødvin. Man laver den fortsat i Norditalien, fx i Veneto-provinsen ved Gardasøen, men stilen lader til at være under modernisering.

Man kan normalt forvente en lidt mere robust rosé med en smule mere krop og tannin, når der står Chiaretto på etiketten. Men Tommasis udgave fra Bardolino er chokerende lys! Her er tale om en vin, der får ellers sarte Provence-roséer til at rødme.

Næsen har ganske lidt bærfrugt (ribs?) og spiller i stedet på citrus og blomster. I munden er syren frisk og stilen ganske stringent og sart. Efter lidt tid i glasset fornemmes både de for Corvina-druen klassiske kirsebæraromaer og strejf af grønne urter.

Eksempler på andre typer rosé

Østrig

Langs Donau i Østrig dyrkes frisk hvidvin af utrolig høj kvalitet, men også en vis mængde rosé. Zweigelt er en østrigsk specialitet: vistnok stadig den mest plantede blå drue i landet og kendt for sin evne til at danse uden om forårsfrost og sin tendens til generøse udbytter. I gode producenters hænder giver den mørke og frugtige rødvine med blød tannin, friskhed og gemmepotentiale.

Johann Topf har frembragt en helt utrolig lyserød rosé. Ikke laksefarvet, ikke bolsjerød, aldeles lyserød! Næse med peber, kørvel, græs og fersken. Jeg får også en snert af gærdej, som hvis vinen havde lagret på bærmen (som man gør med mousserende vin) - det kan jeg dog ikke finde konkret bevis på, at den har… Spændende rosé med lidt kant.

Oregon

Staten Oregon har udviklet sig til et af verdens bedste steder for dyrkning af Pinot Noir og Chardonnay. Særligt den kræsne Pinot Noir trives i det tempererede klima med de kølende vinde fra Stillehavet og den tørre vækstsæson.

Pike Road, Willamette Valley Pinot Noir Rosé er interessant, fordi den er lavet med vin de goutte, altså den første saft fra de knuste druer, og derefter iblandet en lille smule rødvin på Pinot Noir. Dette justerer både farven og giver vinen en anelse mere fylde. Den befinder sig derfor også i den mørkere ende af farveskalaen, men smagen er let og elegant og præget af friskhed og levende syre. Mit eksemplar er fire år gammelt, men der er fortsat spræl i dens frugtige aromaer af rabarber og hindbær. 

Hvordan finder jeg den rigtige rosé i vinbutikken eller på supermarkedshylden?

Der er selvfølgelig undtagelser til følgende huskeregler, men de kan forhåbentlig alligevel hjælpe dig med at finde en rosé, der rammer din smag, når du handler vin. Det er naturligvis altid en god idé at spørge sin lokale vinhandler til råds…

• Meget bleg, laksefarvet rosé er oftest let, frisk og syrerig i stilen
• Hvis alkoholniveauet er bemærkelsesværdigt lavt (under 11,5%), har vinen sandsynligvis en smule sødme fra restsukker
• Hvis roséens farve ligger i den mørke ende af skalaen (a la jordbær), har den formentlig relativt mere fylde og frugtighed og behersket syre (men forvent ikke sødme, selvom det ligner saftevand!) 
• Alkohol giver vinen krop og mundfylde, så 14% og derover betyder normalt, at du har fat i en robust og fyldig rosé
• Hvis egetræ nævnes på etiketten (fx "fût de chêne"), ellers hvis udtrykket Reserva/Riserva bruges, vil roséen typisk have knap så meget frisk frugt men (forhåbentlig) tilsvarende mere krydderi og kompleksitet
• Rosé, der er lys og let i stilen, mister hurtigt sin friskhed og bør nydes inden for et par år af høsten
• Hvis alt andet fejler: Vælg en rosé fra Côte de Provence, hvis du kan lide din vin tør og delikat, prøv Bandol hvis du er til krop og fylde, og køb en Zinfandel fra Californien, hvis du foretrækker frugt og en smule sødme