"Supertoscaner" er en af vinverdenens bøjelige betegnelser. Den bruges i flæng af forhandlere, for det er jo en ren markedsføringsgave helt “objektivt” at kunne kalde sin vin for “super”. Den nutidige brug ligger i forlængelse af den oprindelige betydning, men det er altså ikke et beskyttet titel.

Betegnelsen blev formentlig opfundet af en vinjournalist i starten af 1970’erne til at beskrive en lille gruppe nye og ambitiøse rødvine fra Toscana. De havde til fælles, at de ikke fulgte den italienske vinlovgivnings regler. Dette var kernen i den oprindelige betegnelse. Vinene havde andre fællestræk men afveg fra starten også fra hinanden i fremstillingsmetode og udtryk. Derfor giver det mening at opdele supertoscanerne i to hovedgrupper: Vine fra kysten og vine fra hjertelandet.

Den ene gruppe af supertoscanere kommer fra kystområder ved det Tyrrhenske Hav. Vi er syd for Livorno og vest for Siena. Jorden og klimaet er ikke det bedste til Toscanas store drue, sangiovese, og man dyrkede stort set ikke vin her inden spæde forsøg sidst i 1940’erne. Der var simpelthen ikke nogen officiel vinklassifikation for området.

En markis ved navn Incisa della Rocchetta købte ejendommen San Guido og plantede bl.a. cabernet sauvignon på en skråning nær byen Bolgheri 10 km fra kysten. Han kaldte marken Sassicaia, som betyder noget i retning af “tomt og stenet område”. I starten lavede han vinen til sig selv med Bordeaux som stilistisk forbillede. Sassicaia blev markedsført fra årgang 1968 og blev med det samme et hit. I dag er den prototypen på en kystnær supertoscaner: et blend af Bordeaux-druer hvor også syrah og sangiovese kan indgå.

Næsten samtidig, inde i Toscanas vinhjerte i Chianti kæmpede enkelte producenter med områdets dalende ry og en uambitiøs vinlovgivning, der bare forstærkede tilbagegangen. Det var bl.a. et krav, at der i rødvin fra Chianti skulle indgå en procentdel hvide druer. Den anden type af supertoscanere opstod som et oprør mod dette system.

Den hæderkronede Antinori-familie fra Firenze valgte at fremstille den bedste rødvin, de kunne, på 100% sangiovese og kaldte den Tignanello. Men da den brød med reglerne, blev den deklassificeret til ydmyg “bordvin”. Første frigivne årgang var 1971, og vinen blev straks en succes. Tignanellos (og andre supertoscaneres) høje anseelse førte med tiden til vidtgående ændringer i vinlovgivningen for området.

Det blev efterhånden et stort problem for de italienske myndigheder, at de mest eftertragtede vine fra Toscana defacto levede uden for systemet som bordvin. De officielle kvalitetskategorier skulle blandt andet agere pejlemærke for forbrugeren men var pludselig næsten ubrugelige.

Flere af kystområderne, som havde bevist deres værd over en årrække, fik almindelig DOC-status, herunder epicenteret Bolgheri i 1983. I 1994 blev Sassicaia endda tildelt sin helt egen DOC-klassifikation under Bolgheri; en særlig gestus fra myndighederne. I 1992 indførtes desuden en ny og fleksibel kategori for hele regionen: Toscana IGT. Klassifikationen havde bl.a. til formål at løfte supertoscanerne op fra bordvinsstatus.

Sideløbende blev lovgivningen for Chianti langt om længe opdateret. Det er nu tilladt at lave Chianti på ren sangiovese, ligesom man må tilsætte en mindre del internationale druesorter som fx cabernet sauvignon. Tilsætning af hvide druer blev forbudt i 2006. I dag vælger mange af de oprindelige supertoscanere dog at holde fast i den i den lavere IGT-status selvom de lovligt kunne kalde sig for Chianti.

Et fællestræk for hele familien af supertoscanere er den inspiration, man har hentet uden for Italiens grænser. Det var i 1970’erne ikke nyt for italiensk vinproduktion at lagre vinen før frigivelse. Men brugen af små, nye egefade, de såkaldte barriques, var på dette tidspunkt udbredt i Frankrig, ikke Italien.

Træet, der ristes inden brug, giver mere krydring til vinen, fordi det er nyt og endnu ikke mættet. Fadenes mindre størrelse bringer mere af vinen i kontakt med ilt og fremskynder den blødgørende og modnende effekt. Det er helt normalt at lade en supertoscaner ligge på nye fade i et år.

En anden fællesnævner er praksissen med at navngive vinene kreativt - ikke bare efter vingården. Flere navne, fx Sassicaia, Ornellaia og Solaia, slutter endda på -aia, som refererer til et ledigt eller tomt stykke land. Der har således fra starten været fokus på at opbygge varemærker, der signalerer kvalitet uafhængigt af de officielle klassifikationer. Også her er man (i nogen grad) inspireret af Bordeaux.

Den største forskel på supertoscanere kommer fra druevalg og terroir. Som vi har set, har nogle vine basis i sangiovese, som giver medium til fyldige vine. Frugten bærer typisk præg af syrlige kirsebær, ja nærmest kirsebærsten, og andre røde bær, og suppleres næsten altid af et strejf af bitre urter. Og så har den markante tanniner, som, selv når de er modne, kan have en grenet og “grøntkrydret” karakter.

I de kystnære områder, der har grus i undergrunden, fokuserer man derimod på cabernet sauvignon. Druen skal bruge veldrænet jord og masser af varme for at modne. Men ligesom i Bordeaux giver den mere interessant vin, hvis den indimellem kan nyde godt af kystens kølende indflydelse. Fætter-merlot modner lidt tidligere og er typisk mere til lerholdig jord.

Bordeaux-druerne giver samlet set et lidt blødere udtryk i Toscana end i hjemlandet. Tanninerne er markante men finkornede og modne. Aromaerne er mørkere end hos sangiovese, typisk med indslag af solbær og mørke blommer. Og så synes jeg, disse druer er de bedste til at integrere den gennemtrængende smag af nye egefade.

Hvis du godt kan lide smagen af cabernet sauvignon men synes, Bordeaux er lidt for tør og stram i stilen, skal du prøve en kystnær supertoscaner. Det stabile og varme middelhavsklima giver vine i samme stil men med mere fylde og modenhed - og oftest med et drys italiensk krydderi. Kig efter vine fra Bolgheri DOC eller Toscana IGT, og spørg til vinens druesammensætning. Den information mangler ofte på etiketten.

Hvis du tit bliver lidt skuffet over vine fra Chianti… så skal du tage dig sammen og købe Chianti en smule dyrere! Der laves fantastisk vin fx i Chianti Classico! Men du kan bestemt også gå efter supertoscanere på sangiovese. Stilen er mere fyldig og moden end i almindelig Chianti, og så arbejdes der i højere grad med den markante cedertræs- og vaniljekrydning, der kommer fra nye egefade.

Selvom supertoscanernes historie er relativt kort, betragtes følgende vine som klassiske og ikoniske for genren. Der er siden kommet flere både eftertragtede og kostbare skud på stammen, men disse vine udgør aristokratiet. Jeg har desværre ikke selv smagt dem alle.

1. Sassicaia (første årgang 1968)

Den oprindelige kystnære supertoscaner. Består nutildags af omkring 85% cabernet sauvignon med supplement af cabernet franc. 24 måneder på fad, hvoraf dog kun en mindre del er nye. Er i store årgange, fx 1985, blevet kaldt “udødelig”. 

2. Tignanello (1971)

Antinori-husets oprindelige mesterstykke. I dag sangiovese med en smule cabernet sauvignon og cabernet franc. Fra en efterhånden legendarisk mark på 47 ha, 400 meter over havet. 2019-årgangen har en meget ekspressiv og aromatisk næse: bacon, hængt kød, tapenade, trøfler og mørke kirsebær. På tungen er der mere friskhed og mineralitet. Jeg smager våde sten, kørvel og diskret cedertræ - og det smager mig! 

3. Le Pergole Torte (1977)

Ikonisk vin fra gården Montevertine… men er det overhovedet en rigtig supertoscaner? Sagnomspunden, æterisk sangiovese fra højtliggende marker, jovist. Men bryder med normen ved at være lys i farven og parfumedrevet og burgundisk i stilen. Og helt uden tydelig fadindflydelse. Less-is-more filosofi. 

4. Sammarco (1980)

Cabernet sauvignon-domineret vin fra Castello dei Rampolla i Chianti Classico. Da sangiovese også spiller en betydelig rolle i blendet rammes et vidunderligt mix af toscansk og international stil: lys og mørk frugt, urtet kompleksitet og generøs modenhed. 

5. Ornellaia (1985)

Lodovico fra Antinori-familien var involveret i udviklingen af Sassicaia og startede sit eget prestigeprojekt efter samme model i Bolgheri i 1981. Ornellaia består ligesom Sassicaia primært af cabernet sauvignon. Efter sigende en af de mest kraftfulde og lagringsegnede supertoscanere. Siden grundlæggelsen er ejendommens senere opfindelse, enkeltmarksvinen Masetto på ren merlot, blevet den måske mest efterspurgte af alle supertoscaner.

Lidt ligesom i Bordeaux laver mange anerkendte producenter i Toscana ikke kun én vin. Man lader det bedste druemateriale indgå i topvinen og bruger så resten til såkaldte anden- og tredjevine. I modsætning til topvinene er disse stort set drikkemodne, når de frigives. Dette giver forbrugeren muligheder for at få et indtryk af den supertoscanske stil uden at skulle betale vanvittige summer. På listen herunder indgår flere gode køb fra ellers eksklusive producenter.

1. Torrione

Petrolo ligger sydøst for Firenze. Huset arbejder primært med internationale druesorter, men deres Torrione er et blend med sangiovese i hovedrollen. Den har dejligt markante tanniner og smager nok bedst 6-10 år fra høsten. Kan ofte fås med lidt alder til en god pris. 

2. Le Difese

San Guidos tredjevin efter Sassicaia er ligesom storebror domineret af cabernet sauvignon (men opskriften er vist ændret en smule på det seneste). Jeg oplever den typisk som mørk, fyldig og poleret i stilen - og let at drikke! 

3. Il Bruciato

Det legendariske hus Antinori har selvfølgelig også kystnære jordbesiddelser. Dette er andenvinen fra ejendommen Guado al Tasso i Bolgheri-distriktet. Cabernet sauvignon med merlot og syrah. Produktionen er stor, så der er ikke tale om nørdet nichevin. Til gengæld er den til at betale. I 2019-udgaven slår vinen ikke benene væk under mig. Yderst elegant men diskret. 

4. Solengo

Solengo falder lidt uden for nummer. Den laves af Brunello-producenten Argiano i den sydlige og varmeste del af Toscana. Stilen er über-moden og fyldig. Blandingen af cabernet sauvignon, merlot, petit verdot og sangiovese får masser af tid på små nye fade og smager mere af Californien (altså solskin) end Toscana (eller Bordeaux). 

5. Paleo

Paleo er ikke anden- eller tredjevin hos topproducenten Le Macchiole, den er sin egen. Husets merlot-baserede Messorio koster godt nok dobbelt så meget, men Paleo er lavet på ren cabernet franc og har en vidunderlig grøntkrydret karakter og masser af bid, som giver modspil til den mørke, modne frugt. Desværre ikke helt billig…