En kort guide til
Vinglas findes i alle mulige prisklasser, designs og kvaliteter. Du kan få både universalglas og glas tilpasset forskellige vintyper. Det kan være svært at vide, hvad der kendetegner et godt vinglas, hvor meget man skal investere i vinglas, og hvor mange forskellige glas man har brug for. Læs videre her, og få svar på dine spørgsmål!
Et vinglas kan løse mange opgaver: Redskab til basal tørstslukning, udstikker af småkagedej til jul, vibrerende og løjerligt musikinstrument. Vinglasset er dog først og fremmest forbundet med æstetik og nydelse. Vin er en sanselig drik, og glassets fornemste opgave er at forstærke vores evne til at opfange vinens sanseindtryk.
Et vinglas skal bl.a. gøre det muligt at betragte den skænkede vins udseende og farve. Er vinen rød, hvid, rosé eller orange? Hvilke finere farvenuancer viser sig? Er farvekoncentrationen intens eller falmende? Udseendet kan afsløre meget om vinens karakter og alder - og om den har fejl. Her har glas en klar fordel over de fleste andre materialer, hvis det altså er rent og uden en masse forstyrrende dekorationer og indfarvninger.
Dette er IKKE et godt vinglas...
Glasset skal også føre vinens aromaer op til næseborene. Vine kan være meget aromatiske eller helt lukkede, men glasset skal have en form, der giver den enkelte vin plads til at fremvise sine dufte. “Koppen” skal være både stor og indsnævret, så de volatile aromaer kan frigives via vinens overflade og fastholdes i glasset.
Måske vigtigst er vinglassets evne til at aflevere vinen i munden. Når vi drikker vin, sanser vi vinens strukturelle elementer, fx syre, sødme og alkohol, på tungen. Det gør derfor en forskel for oplevelsen, hvordan vinen rammer tungen, og her spiller glassets form en vigtig rolle. Fx kan vinens sødme dæmpes af at glas, der afleverer vinen længere tilbage på tungen, hvor vi ikke kan smage sødt.
Vinglasset skal også helst have en stilk. På den måde undgår man at “håndvarme” vinen unødigt, ligesom det gør det lettere at slynge vinen rundt i glasset for at hjælpe duftene på vej. En indsnævring i glassets top gør også denne “slyngeøvelse” meget mindre nervepirrende.
Sidst men ikke mindst kan glassets udseende og kvalitet have en betydning for nydelsen af vinen. Nogle bliver i dårligt humør af et grimt designet glas, og andre vil kun drikke vin af papirtynde, mundblæste glas. Disse faktorer kan således helt sikkert påvirke vinoplevelsen, selvom deres sansemæssige indflydelse på selve vinsmagningen er af mere indirekte karakter.
Vinglas findes i uendeligt mange størrelser og former. Dette gør udforskningen af glassets betydning til et sjovt men også potentielt ret omfattende projekt. Der findes både såkaldte universalglas og glas tilpasset de enkelte vintyper.
Traditionelt har man haft forskellige glas til henholdsvis rødvin, hvidvin, mousserende vin og forstærket vin, men denne norm er nu udfordret fra flere kanter. De fleste tænker nok alligevel helt automatisk, at rødvinen skal i det største glas, den stærkere portvin i det helt lille og champagnen i det høje og tynde, så man bedre kan nyde boblerne.
Spiegelau Authentis Bordeaux
En næsten lige så traditionel sondring er mellem to rødvinsglas til henholdsvis bordeaux- og bourgogne-vine. Bordeaux-glasset er stort og tulipanformet og har til formål at dæmpe strenge tanniner og fremhæve frugt i vine lavet på cabernet sauvignon og merlot. Bourgogne-glassets form er mere rund og samtidig indsnævret i toppen. Det skal understrege pinot noir-vinenes sartere og mere aromatiske karakter.
Udvalget af endnu mere specialiserede glas er dog eksploderet over de seneste 20-30 år. Østrigske Riedel laver ikke kun vinglas tilpasset de fleste af verdens mest udbredte druesorter, men også glas der går op i, hvor druen er dyrket! Riedel og andre producenter hævder, at deres specialdesignede glastyper er baseret på grundige undersøgelser af, hvordan de enkelte vine udtrykker sig bedst - hvad så end det vil sige...
ISO-standard glas
Samtidig er der blandt visse eksperter, producenter og almindelige forbrugere en stigende efterspørgsel på et universalglas, der kan klare det hele (eller i hvert fald det meste). Et glas, der lever op til de basale krav til smagning af kvalitetsvin, men som også er et praktisk og økonomisk dagligdagsredskab.
Universalglasset har traditionelt været brugt af professionelle til at sammenligne og bedømme vine så objektivt som muligt. ISO-standarden for smageglas blev fastlagt i 1977 med selvsamme formål. Dette glas har en optimal udformning men er for lille til hverdagsbrug, da det er tiltænkt små udskænkninger på maksimalt 5 cl.
Der findes nu universalglas fra producenter som Spiegelau og Salto - ja selv fra Englands førende vinkritiker, Jancis Robinson - som kan bruges i hjemmet og klare alt fra bobler til bourgogne. Disse glas har alle en forholdsvis flad bund, en næsten rørformet kop af passende størrelse og samtidig tilpas indsnævring i toppen.
Spiegelau Definition Universal
Der findes altså i princippet vinglas, der opfylder alle krav til vinnydelse uanset vintype. Så hvis du foretrækker en minimalistisk og økonomisk løsning, kan du vælge et universalglas, eller et glas der kombinerer egenskaberne fra bordeaux- og bourgogne-glas, og så nøjes med det. Spiegelaus Definition Universal er et fremragende og ikke alt for dyrt glas, der kan klare opgaven.
Hvis du gerne vil kunne dække et traditionelt middagsbord med mere end ét vinglas, kan du vælge to alsidige glas i forskellige størrelser fra samme serie. Så kan det største glas klare rødvine og det mindste glas både mousserende vine, hvidvine, søde vine og forstærkede vine. Et ikke for dyrt bud kunne være henholdsvis magnum- og rødvinsglasset fra Riedels Ouverture-serie.
Riedel Ouverture Magnum (venstre) og Rødvin (højre)
Hvis du elsker rød bourgogne og pinot noir, har du en udmærket undskyldning for at gøre din første investering i et druespecifikt glas. Det er med disse højaromatiske, syredrevne og elegante vine, at jeg selv har haft størst udbytte af et specialglas. Den ekstra brede kop og den snævre åbning udvikler og fastholder de komplekse dufte. Alle gode producenter laver et godt bourgogne-glas, så her skal du lade pris, glasvægt og design være afgørende.
Specialglas til mousserende vin (flûte), portvin (IVDP-glasset) eller sherry (copita) er unødvendige eller direkte inferiøre, når det angår nydelsen af vin. Du skal derfor kun købe disse glas, hvis du synes, de er smukke eller festlige.
Der er ingen tvivl om, at glasset har stor betydning for vinens smag. Men selvom glasproducenterne hævder at have gennemskuet, hvordan vinene udtrykker sig bedst, så kender ingen netop din smag bedre end dig selv. Foretrækker du at syren forstærkes eller dæmpes, når du drikker en tysk riesling? Elsker du et godt tanninbid, eller kan du bedre lide, at tanninen er blød og indsmigrende? Det gælder om at finde det eller de glas, der bedst understøtter dine præferencer inden for vin.
Riedel Veloce Pinot Noir/Nebbiolo
Der findes mange gode glas og mange gode producenter. De mest eksklusive huse laver udelukkende ultratynde, mundblæste glas. Følelsen af at drikke af et glas med ganske tynd kant er bestemt noget særligt. Sekundært kan en ekstra tynd stilk og en lav glasvægt give vinoplevelsen et stænk af luksus.
Zalto fra Østrig og Grassl fra Schweiz laver vinglas af højeste kvalitet, som kan fås hos flere danske forhandlere. Jancis Robinsons mundblæste glas, designet i samarbejde med Richard Brendon, har her i slutningen af 2023 også fået dansk importør. Disse glas er alle ret kostbare men også relativt holdbare.
Riedel fra Østrig er den største producent, når det gælder vinglas af høj kvalitet. De fremstiller både maskin- og mundblæste glas i mange forskellige designs og prisklasser. Glassene fås i varierende udvalg hos både specialforretninger og isenkræmmere. Det er her, der virkelig er mulighed for at nørde igennem med druespecifikke og dybt specialiserede glas. Jeg holder selv af Veloce-seriens moderne design. Veritas-serien er for dem med smag for det mere traditionelle. Vinum-glassene er billigere men mindre elegante.
Spiegelau Autenthis Bordeaux (venstre) og Rødvin (højre)
Spiegelau ejes af Riedel og laver primært glas, der er perfekt udformet til nydelse af vin men generelt også relativt tunge og robuste. Authentis-serien er et godt køb, hvis lette glas, tynde stilke og høje priser gør dig lidt nervøs. Jeg bruger selv rødvinsglasset (48 cl.) til mine smagninger og arrangementer. Det klarer udmærket de fleste vintyper. De større glas i serien, fx Bordeaux og Bourgogne, finder jeg for tunge og klodsede.
Luigi Bormioli-glas har de seneste år vundet frem i Danmark og kan købes mange steder. Mine erfaringer med glasset er begrænsede, men Atelier-serien virker som udmærket kvalitet til en fornuftig pris.